Når ”udkantsdanmark” vågner

Julie Gottschalk, Hovedbestyrelsesmedlem i DF Ungdom.
Julen er hjerternes tid, og vi kan hvert år se, hvordan den sætter sine aftryk i alle landets kroge. I juletiden ændrer hele Danmarks befolkning sig, og vi får øjnene op for alle de små detaljer, der gør hverdagen unik. Kalenderen siger januar, og vi er nu tilbage ved det gamle.


I december er der julestjerner og røde hjerter, der skaber en helt unik stemning, der er svær at efterligne andre tider på året. Sammenholdet, samarbejdet, hjælpsomheden og venligheden bliver større, og kreativiteten bliver fundet frem.


I nogen mindre byer er der nogle helt specielle traditioner, der viser hvor værdigfulde vores mindre lokalsamfund er. Her har vi set eksempler på konkurrencer om, hvem der kan pynte sin postkasse flottest, nisseløb og nabotræf.


Vi skal huske vores hjerte resten af året. Vores mindre lokalsamfund har stor værdi i det danske samfund, og det skal vi huske og værne om.


Når ”udkantsdanmark” gang på gang bliver kørt over af Christiansborg, kan man godt mærke, at der er langt fra Slotsholmen til Tunø. Vi oplever desværre alt for ofte, at kommunerne prioriterer de større byer frem for at investere i vores landsbyer.


I dag hvor effektiviseringer er det største fokusområde, glemmer vi hinanden. Vi glemmer alle de mennesker, der vælger at bosætte sig i landsbyerne og holde gang i hele Danmark. Vi kan ikke alle sammen bo i storbyerne. Vi skal stå sammen om, at bevare vores værdifulde landsbyer!