PRESSEMEDDELELSE: Dansk Folkepartis Ungdom genopliver Kritiske Licensbetalere

Efter en ophedet debat og en lang række DR-sager, der har været genstand for debat, har Dansk Folkepartis Ungdom valgt at starte Kritiske Licensbetalere på ny.


Debatten omkring Danmarks Radio og den tvungne licens raser endnu engang efter flere sager, der involverer frås med licenskroner og for meget venstreorienteret indhold på public service-kanalerne, har set dagens lys. På baggrund af dette og for at sikre en mere alsidig debat, kan Dansk Folkepartis Ungdom nu afsløre, at Kristiske Licensbetalere atter er en realitet. 


"Vi håber på at kunne fortsætte det arbejde, som Erhardt Jakobsen i sin tid startede med Aktive Lyttere og Seere, og som Morten Messerschmidt tilsluttede sig, da Kristiskse Licensbetalere blev stiftet for første gang i 2002. Både Dansk Folkepartis og Dansk Folkepartis Ungdoms politik ligger i tråd med de visioner, som Kritiske Licensbetalere fremlagde i 2002, og som vi nu fremlægger igen. Vi vil minde Danmarks Radio om, at de skal sende politisk neutralt indhold, hvilket vi ikke mener, de lever op til. Vi finder os ikke i, at licensbetalernes penge ufrivilligt finansierer DR-chefernes millionlønninger og andre former for frås. Vi har en hel klar intention om, at vi med hjælp fra borgerne skal agere vagthund, for at borgernes licenskroner bliver brugt ordentligt og hensigtsmæssigt." siger ansvarlig for Kritiske Licensbetalere, Christian Bülow.


Udover at Dansk Folkepartis Ungdom og Christian Bülow håber på, at Kristiske Licensbetalere kan være med til at skabe opmærksomhed omkring Danmarks Radios frås med borgernes penge og for venstreorienteret indhold på Danmarks Radios sendefalde, så er tanken også, at Kritiske Licensbetalere skal give enhver licensbetaler en stemme i debatten. Det sker helt konkret ved, at Kritiske Licensbetalere har oprettet et indberetningssystem, hvor man har mulighed for at indberette DR, hvis man oplever lemfældig omgang med licenskronerne eller politisk orienteret indhold på deres kanaler. Yderligere kan man melde sig ind i Kristiske Licensbetalere på Facebook-siden med samme navn. Kritiske Licensbetaleres officielle hjemmeside vil blive lanceret i dag. 


Yderligere henvendelser eller spørgsmål kan rettes til hovedbestyrelsesmedlem og ansvarlig for Kritiske Licensbetalere Christian Bülow på telefon 20 89 24 42.